Skrædderarbejde i gamle dage

Af Annet Laursen Skjelsager

Det ældste skrædderlaug, er Ribes fra 1349. I 1375 var der 7 skræddere i København og 13 skomagere. Fra 1415 findes en ”Skrå” (Laugsvedtægt) fra København, stadfæstet af Biskop Peder i Roskilde, hvori der blandt de faglige paragraffer står omtalt Mesterstykket, der består i ..at skære er par klæder og gjøre det færdigt på Oldermandens bord.
Skrædderne og klædekræmmerne dannede i begyndelsen eet laug, men der kom efterhånden et stort socialt skel imellem dem, idet skrædderne forbliver fattige, mens klædekræmmerne bliver rigere. Disse sidste slutter sig derfor sammen med de øvrige storkøbmænds laug, ”Det danske Kompagni” eller ”Hellig Trefoldigheds Gilde”. I 1510 var der 17 skrædderforretninger i København med i alt 15 svende. I 1791 var der i København 319 mestre og 97 svende, i 1857 var tallet i 582 mestre og 762 svende.
Hele laugsvæsenet i den gamle form svarede ikke længere til den nye tid, hvorfor den frie næring blev indført med laugenes ophævelse i 1857 og lovens ikrafttrædelse i 1862. Ved ophævelsen af det gamle Københavns Skrædderlaug var der 375 medlemmer, der så dannede en ny forening ”Skræddermestrenes forening” med 222 medlemmer. Herefter opstår der flere sammenslutninger, hvoraf de fleste kalder sig skræddermester foreninger, mens andre kæder deres bynavn til laugsbetegnelsen.

Ved forordning af 4.nov. 1682 fik alle laug enslydende artikler. De påbød, at ingen udenfor lauget stående måtte udøve eller ernære sig ved skrædderhåndværket; ej heller måtte han holde svende eller drenge. Hvis en skræddermester døde, havde hans enke ret til at fortsætte virksomheden, så længe hun forblev ugift. Mesteren måtte have en læredreng på prøve en måned. Hvis drengen egnede sig til skrædderhåndværket, oprettedes en bindende kontrakt. Læretiden var 5 år og 1 år som lønnedreng. Når læredrengen var udlært, skulle han arbejde 4 år ved håndværket som svend, før han måtte nedsætte sig som mester. Arbejdstiden for svendene var fra kl.5 morgen og så længe mesteren ønskede det.
I oldermandens hus hang ”Det sorte Brædt”, ..hvor svendenes navne skal antegnes, som enten sig modtvilligen imod deres mester forholdes, eller sig af tjenesten begives, førend de foraccorderede terminer, som de skal tjene udi, ere forbi, eller om nogen gjeld de gør, og ikke betaler, og må sådanne svendes navne ej udslettes, førend de de vedkommende tilfredsstiller.
Forordningen værnede svendene ved, at der oprettedes en sygekasse. Mesteren havde pligt til at tilbageholde 4 skilling månedlig af svendens løn. Disse penge skulde oldermanden opbevare i laugets fattigbøsse, hvortil han og en af de ældste svende hver havde en nøgle. Pengene skulde bruges til kur og pleje og til skræddernes og deres husstands ligfærd.
Hvis en svend var forsømmelig med sit arbejde, kunde mesteren afkorte lønnen. Løb en dreng af lære, måtte han begynde forfra på læretiden, hvis han atter vilde til faget. En svend kunde, når det passede ham, gå ”på valsen”, og fik han ikke arbejde i den by, hvortil han kom, boede han på ”Geskænken”.
Svenden boede og spiste altid hos mesteren. Blev han syg, var han altid sikker på hjælp. Døde han, fik han en standsmæssig begravelse. I den gamle laugstid måtte svenden ikke gifte sig. Gjorde han det var det vanskeligt for ham at få arbejde, da de ugifte svende ikke gerne vilde være på værksted sammen med ham. Dette forhold ændredes i 1845.

Den første som konstruerede en brugbar symaskine var mekanikeren Elias Howe i 1845. princippet i hans model var som i den tids vævestole. Nålen var bøjet og arbejdede fra højre til venstre. Tøjet måtte spændes i lodret retning. Han kunne sy 300 sting i minuttet. Amerikaneren Wilson forbedrede maskinen flere gange, og i 1860 kunne Wheler & Wilson’s symaskine sy 800 sting i minuttet og det samme kunde Singers langskytte – maskine. Ved at anvende elektrisitet som drivkraft har man kunnet forøge syhastigheden umådeligt. I begyndelsen af 1900-tallet opnåede man en hastighed af 3000 – 4000 sting i minuttet. I årene 1912 – 13 bragtes alene i Tyskland 1½ million symaskiner på markedet, og af disse var en stor del specialmaskiner.
Læs mere i Dansk Skrædderi i Tekst og Billeder, 1948.

Indføring af symaskiner i skrædderiet gav nye muligheder med hensyn til tilskæring, materialer og mode. Det skal nu helst alt sammen kunne puttes igennem en symaskine.
Ved håndsyning kan man forme sit sytøj på en anden måde, forskellige formede tilskæringer kunne med fikse hænder blive til ”skulpturelle” klædninger – den gamle tids fine modetøj har som regel mange skulpturelle finesser, som ofte først erkendes, når man forsøger at sy sådanne modeller på symaskine – det driller og ”trækker”, stofferne vil ikke lege med. Det er også andre former for sytråd, som er ideelle for maskinsyning. Det kan derfor på adskillige metres afstand ofte ses om en ”skulpturel” klædning er syet på maskine.
De gamle håndsynings teknikker er et spændende studie værd. I dag udføres de kun på specialværksteder. f. eks. hos Silke-Annet i Farum, som har haft flere elever på korte kurser.
Skrædderne er i dag nødt til at anvende symaskiner for at kunne leve af syarbejdet, derfor er der desværre ikke mere gamle håndsyningsteknikker og skulpturel tilskæring i skrædder – elev uddannelsen.